Vidste du at smagen påvirker dine organer? I traditionel kinesisk medicin har kosten 5 smage: sødt, krydret, salt, surt og bittert. Hver smag har direkte indflydelse på en bestemt fase i 5-fase modellen og dermed også det specifikke organ-par, som er tilknyttet hver af de 5 faser.
De 5 smage
- Den søde smag resonerer med mave og milt. (Jordfasen).
- Den krydrede smag resonerer med tyktarm og lunger. (Metalfasen).
- Den salte smag resonerer med blære og nyrer. (Vandfasen).
- Den sure smag resonerer med galdeblære og lever. (Træfasen).
- Den bitre smag resonerer med tyndtarm og hjerte. (Ildfasen).
Den Gule Kejsers Klassiker nævner sammenhængene mellem organer og smag, her står der der: “Hjertet kan godt lide bitter mad, Lungerne kan godt lide krydret mad, Leveren kan godt lide sur mad, Milten kan godt lide sød mad, Nyrerne kan godt lide salt mad”. De omtalte organer kaldes i øvrigt ‘de fem faste indre organer’ i kinesisk medicin.
Overdreven indtagelse af de 5 smage
Overdreven indtagelse af de 5 forskellige smage vil dog have en række uheldige konsekvenser for kroppen. Det skal blandt andet forstås ud fra ko-cyklussen (stjernen i midten af 5-fase modellen), hvor en bestemt fase kontrollerer en anden fase, fx er det jordfasen, som kontrollerer vandfasen. Ved overdreven indtagelse af en bestemt smag, kan en fase begynde af overkontrollere den fase som den ideelt set bare skal kontrollere.
- Overdreven indtagelse af sød mad giver smerter i knoglerne og får håret på hovedet til at falde af. (Den søde smag hører til jordfasen, mens knogler og hovedhår hører til vandfasen).
- Overdreven indtagelse af krydret mad giver krampe i senerne og får neglene til at visne. (Den krydrede smag hører til metalfasen, mens sener og negle hører til træfasen).
- Overdreven indtagelse af salt mad gør blodet tungt, blodårerne stive og uelastiske og ansigtet får en dårlig kulør. (Den salte smag hører til vandfasen, mens blod og blodkar hører til ildfasen).
- Overdreven indtagelse af sur mad får musklerne til at svinde ind og udtørrer læberne. (Den sure smag hører til træfasen, mens læberne og musklerne – specielt næringen af musklerne hører til jordfasen).
- Overdreven indtagelse af bitter mad får huden til at visne og kropshårene til at falde af. (Den bitre smag hører til ildfasen, mens hud og kropshår hører til metalfasen).
Den bitre smag
Som eksempel relaterer den bitre smag sig til ildfasen og dermed til ildfasens organ-par, nemlig tyndtarmen og hjertet. En fødevare, der har en bitter smag kan derfor bruges til at kanalisere fødevarens energi hen til hjertet. Det ses tydeligt med kaffe, som har en iboende bitter smag og kaffens stimulerende effekt ses på hjertet.
Den søde smag
Vi kender alle til den pludselige sukkertrang, der kan opstå. Når vi i løbet af en dag har brugt vores energi (qi i kinesisk medicin), så er det hovedsageligt fordi miltens energi er blevet forbrugt. Milten reagerer på dette ved at kræve noget sødt, da det umiddelbart vil styrke milten, fordi den søde smag relaterer til jordfasen og dermed til organet, milten. Dette er endnu et eksempel på, hvordan smagen påvirker dine organer.
Desværre kan vi ikke bare spise uanede mængder af søde sager og på den måde forkæle vores milt. Som så meget andet i kinesisk medicin, handler det om balance. Alt for koncentreret sødme og raffineret sukker eller for store mængder sukker vil nemlig belaste milten. I traditionel kinesisk medicin er det miltens opgave at transformere den føde og væske vi indtager, men den søde smag og i særdeleshed alt for koncentreret sødme i form af fx slik og chokolade har ingen bevægelse og det belaster milten og gør det svært for milten at transformere de søde føde- og drikkevarer. En svækket milt vil som resultat prøve at genoprette sig selv, ved at kræve indtagelse af noget sødt, som igen vil belaste milten, hvis det er for koncentreret sødme, som indtages – og dermed er der skabt en selvforstærkende ond cirkel.
Selv om det måske lyder lidt kedeligt, så har fx ris, hirse og rodfrugter alle en sød smag, som i passende mængder vil være styrkende for milten – prøv det i stedet for slik, chokolade og sodavand, der er alt for koncentreret sødme for kroppen.
Den smag som relaterer sig til metal-fasen og dermed til lungerne og tyktarmen, bliver oftest oversat til dansk som “den krydrede smag”. På engelsk bruger man betegnelsen “acrid”, der nok i virkeligheden er mere dækkende og som på dansk kan oversættes til “stærk” smag.
→ Lignende artikler: Generelle kostråd i TCM